| Summary |
Folkesundhed er videnskaben om at forebygge sygdom og forlænge liv. Den påvirker menneskers liv hver dag og i alle dele af verden. Den står derfor på den politiske dagsorden i alle moderne samfund og vil gøre det i flere generationer fremover. I EU er folkesundhed hovedsagelig medlemsstaternes ansvar. Sundhedssystemerne varierer derfor betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat. Den Europæiske Union støtter indsatsen på nationalt plan med særligt fokus på at supplere eller koordinere medlemsstaternes foranstaltninger på folkesundhedsområdet. Set fra et EU-perspektiv er folkesundhed derfor et komplekst område at revidere. På grund af folkesundhedens betydning har EU's overordnede revisionsorganer imidlertid foretaget mange revisioner vedrørende relaterede spørgsmål. Første del af dette revisionskompendium giver en generel oversigt over folkesundhed i EU, dvs. retsgrundlaget, de vigtigste mål og de relaterede ansvarsområder. Endvidere illustreres de største udfordringer, som EU og medlemsstaterne i øjeblikket oplever på folkesundhedsområdet. Anden del af dette revisionskompendium sammendrager resultaterne af udvalgte revisioner udført af de 23 bidragende medlemsstaters OR'er (Belgien, Bulgarien, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Irland, Italien, Letland, Litauen, Luxembourg, Malta, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Den Tjekkiske Republik, Tyskland, Ungarn og Østrig) og Den Europæiske Revisionsret i de seneste fem år. De udvalgte revisioner omhandlede vigtige folkesundhedsaspekter, nemlig forebyggende foranstaltninger, adgangen til sundhedsydelser og disse ydelsers kvalitet, anvendelse af nye teknologier og de offentlige sundhedstjenesters finanspolitiske bæredygtighed. Tredje del af dette revisionskompendium indeholder detaljerede faktablade om de udvalgte revisioner, der blev foretaget af de 23 medlemsstaters OR'er og Den Europæiske Revisionsret. |